Han er tatoveret op ad nakken. Som et ægte LTFer. I junisolens skær. Spørger han mig. Om hvilket dyr jeg helst ville være. Hvis jeg selv kunne bestemme. Jeg siger, at så ville jeg være en kæmpe ørn. Så jeg kan skide alle dem, jeg ikke kan lide i hovedet. Han siger, at jeg er sød. Jeg siger, at han ikke ser særlig velovervejet ud. Men noget får mit hjerte til at danse. Den aften er den første i resten af vores liv. Det ved jeg. Og dagen efter spørger han mig, om jeg kan lide risotto. For så vil han gerne invitere mig på aftensmad. Og vi bliver kærester. Og han giver mig finger på motorvejen. Imens vi kører igennem Europa. Med hans ulovlige muskelhund. Som jeg lader som om, at jeg godt kan lide. Vi bor i telt og spiser pasta med pinde. Fordi vi har glemt bestik. Og jeg tænker, at han i princippet kan slå mig ihjel. I teltet. Uden nogen ville opdage noget. Hvis han vil. Så jeg sørger for. Hele tiden. At have en lommelygte i hånden. Så jeg i det mindste har en chance. Hvis han pludselig ligger på lur. Ligesom Peter Lundin. Der brækkede halsen. På dem allesammen. Og det med fryseren. Men han slår mig ikke ihjel. I stedet visker han, at han aldrig har følt sig så hel, som efter han har mødt mig. Og jeg synes, det er synd for ham. For under den blå teltdug. Går det pludselig op for mig. Hvem der i virkeligheden. Er den rigtige psykopat.