Han tog mit hjerte. En sensommernat i August. Imens markerne spredte den velkendte lugt af gylle, spredte han mine fregnede ben. Man kunne alligevel ikke lave andet end at bolle eller gå i Brugsen. Jeg var lykkelig. Så lykkelig at jeg ikke magtede at overgive mig til natten, fordi dagen var bedre. Jeg troede det var noget de bare fandt på. At læber kunne mødes som to magneter. Helt ud af det blå. Af uforklarlige årsager. Jeg tror måske verden gik i stå. Lige der. Lige der holdte alle vejret. Lige der fandtes kun ham og jeg og Jordens magnetfelt. Hvide svedige sommerlagner i Sønderjylland. Et vindue der altid stod åbent. Alle kunne høre os. Alle skulle høre os. Alle skulle høre hvor højt jeg elskede ham. Hvor meget kærlighed jeg bed i mig, fordi jeg elskede ham. Hvor ondt det gjorde. Når han udnyttede mig, og jeg legede at jeg udnyttede ham. Som en blåøjet københavner der mister fodfæstet, fra det der ikke længere er brosten. Du ved ikke hvad du har mistet før, du ser det kysse med din veninde over aftenens spaghetti med kødsovs. Hver eneste dag. Hører at de boller. Hver eneste dag. Fra hendes mund. Hvor hans voksende pik nu hører til. Det så de andre selv. Det hørte de selv. Læreren hørte det også. Man må ikke bolle så meget, at man glemmer at respektere hinandens nattesøvn. Det var det han sagde. Læreren. Det gør stadigvæk ondt, selv om han for længst trak sig ud af min sensommerfisse. Og siden ud af hendes Fredericiafisse. Det hørte jeg selv.