Regnen falder på mørke gader.
   Vinden blæser kærtegnende gennem hans hår.
   Var hun bare hos ham igen...
   Det er hun bestemt stadig. Det ved han selvom han ikke kan mærke hendes kærtegn, hendes væren som ellers altid har været ved hans side.
   Han er træt nu og tænker: Var det også sådan med hende?
   En træthed der omfatter både krop og sind.
   Kun hans sjæl længes, ved tanken om, at de nok skal ses igen en dag.

Regnen falder tungt og han lader den falde:
   Gennemblødt til skindet. Trænger regnen ind i hver eneste af hans huds porer.
   Ind, ind og helt ind i hans kerne.
   Som hans tårer ved deres foreløbigt sidste afsked:

Jeg elsker dig!
   Og jeg ved at du...
   Hjælper mig fra, hvorend du er nu!
   Og jeg ved at vi skal ses igen...


D