Vores trappeopgang er lavet af granit, og derfor giver det hver dag en særlig genlyd i hele opgangen, når de store drenge i lejligheden overfor kommer hjem fra skole. De tager altid trappen op til stuelejlighederne i to spring, låser sig ind med den nøgle, de hver har om halsen, og som efter et helt fastlagt mønster bliver døren smækket i med et bagudrettet spark med foden. Jeg ser det hele gennem det lille spionhul i vores dør, og for mig bliver den lyd et billede på noget normalt og trygt: Drenge kommer hjem fra skole, springer, låser op og sparker. Alt er som det skal være. Vi må ikke smække med døren, siger han.

*

Vi må ikke sige hun om vores mor. Han vil ikke have det. Vi må heller ikke sige du til ham. Vi skal sige: Hvordan har far det? Eller: Vil far række mig saltet? Alt for meget far. Jeg tænker kun på ham som ham. Ikke far. Det er ikke noget, jeg kalder ham. Måske når jeg en sjælden gang taler om ham. Når det er nødvendigt at forklare, kan jeg indlede en sætning med ordet far, men jeg bryder mig ikke om at sige det ord. Far. Om ham. Overhovedet ikke.