Stiletter, høje som huse, røde, læder tror jeg.
   Hun stiller dem på køkkenbordet som var de en oksesteg: "Er de ikke flotte?"

"Jeg har ikke forstand på den slags", udbryder jeg.

Hun står med armene ned langs siden, som om hun mangler noget. Så lægger hun begge hænder op og kærtegner skoene:"Det er ruskind", siger hun. Mine øjne hænger ved hænderne, jeg ville ønske jeg var en sko:"Men kan du gå i dem?"

"Ja da selvfølgelig, hun griber skoene og placerer dem på køkkengulvfliserne. Så smider hun de fladslidte sandaler, og smyger sig i de nye sko. Hun stråler som en sol, en blomst efter regnvejr mens hun vrikker frem og tilbage mellemkøkkenbordet og døren. Jeg skal have dem på til fødselsdagen hos din mor", hun ler.
   Øvelse gør mester tænker jeg, og følger efter hende ind i det store walk in klædeskab. På hele den ene væg er der hylder med sko:"Jeg kan lide dig som du er", siger jeg:"med eller uden sko".

"Åh", svarer hun,mens hun anbringer skoene på en ledig hylde:"du er sød. Men det er da nogle flotte sko ikke?"