Han stod der, med armene løst hængende langs siden
   Skuttede sig og så sammenfalden ud i den lidt for store jakke. Han havde tabt sig siden sidst vi sås. Ikke alarmerende, men alligevel.

"Hej Jakob",sagde jeg, og forsøgte at smile. Det lykkedes ikke rigtigt.

Hans øjne plirrede nervøst, mens han så på mig

Jeg forstår ikke hvorfor det er så svært. Vi er jo bare bekendte.
   Jeg har lovet ham, at fræse hans 100 kvadratmeter køkkenhave. En lille omvej på en time efter arbejde.Jeg kunne jo bare have sagt nej.

"Hej Finn", siger han:"Godt du kunne komme".

Han stavrer foran mig hen mod skuret. Jeg nedstirrer det kantede kraveben under hans skjorte. Han har sgu tabt sig mere end jeg først bemærkede.

"Ser du noget til Henning?" spørger jeg.

Henning og han var nære venner dengang. Grunden til jeg aldrig kom tættere på.

"Næh", Jakob klør sig langs skægkanten, mens han åbner skuret:"Henning er jo flyttet til Jylland. Han arbejder hele tiden".

"Ja, og hvem gør ikke det?" tænker jeg.