Og mens vinden tager fat i mit hår,
når nu jeg kastes ud over klippen.
Mens mine tanker skaber glødende sår,
Hører jeg urets uendelige tikken.
Rødlige væsker i konfrontation,
kemi i tusindtal er min skærm.
Vinden bærer mig til min endestation,
mørket samles om mig som en sværm.
Så mange uenige celler går på line,
digterens natmad serveret i kopper.
Poetiske vendinger som skjul for min pine,
men mit sind er flygtigt som en sæk lopper.
Tegner en skikkelse i sandet,
motivet synes at have et inderligt skær.
Nogle få ord har kostet en trance,
En drøm jeg måske ikke er værd.
Var det mon engang en lille gnist,
for blot at sige det på eget moderssprog.
Gætter jeg eller farer mine tanker som pist,
ville jeg vide det hvis der i sandet var en snog.
Når alt kommer til alt råder tilfældighed,
så Christ når du er færdig med at spille hangman.
Hvis din terning er kastet med lemfældighed,
før jeg mister hvad der før var min menneskelighed.