Bolden hoppede let gennem indkørslen,
som kastet af en usynlig barnehånd.
Giganten smilede, greb den som en leg,
ventede et mesterskab, dunket mod parketten.
Kriminal assistenten stod ved anføreren,
den lettiske spiller var faldet for blyet.
En stille mur af et fortabt hold,
ambulancens exit med talenternes tårn.
Kitlernes kronprinsesse hviskede tryghed,
apparaters rytme, han er stabil, gå hjem.
Han stod i hall'en, otte etager nede.
Lisa! tænkte han, vendte om og styrtede op.
Mødte stuens inferno, alarmer og kitler,
skubbet ud af lægen, Lisa stammede han.
Sygeplejersken! Hvem?. Trappeopgangen,
Feminin latter, han kiggede ned, det grønne blik!.
Fanget i mørket, metropolens neon,
sir Walthers kys, den stikkende smerte.
Kiggede op, på gensyn min ven! Hun smilede,
frakkens bælte om låret, smertens vej hjem.
Prinsens amuletter slukkede hans lys,
den Lettiske gigant havde hoppet til sidst.
Jerntæppets grå fugle vendte ikke hjem,
men fløj nu mod stilhedens grønne tidevand.