Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden han bøjer sig over mig og peger:

"Der, lige der", siger han. Stemmen er insisterende.

"Åh ja", svarer jeg:"Det kan jeg da godt se".

Jeg forstørrer ansigtet med musen. HUn har farvet håret sort, men det er hende. Der går ilninger gennem kroppen. En følelse af sejrsberuselse. Vi er så tæt på. I månedsvis har jeg insisteret og brugt alle mine ledige timer på at søge.

Jeg forstå stadig ikke, hvorfor hun forlod os. Hun og Andreas sank i jorden en onsdag for et halvt år siden.
   Hun påstod, at far slog. Jeg har aldrig hverken set eller oplevet det. Hun viste mig de kraftige blå mærker på ryggen, og spurgte om jeg ville med?

"Når jeg ændrer identitet, finder i mig ikke igen", sagde hun skråsikkert, og:"Du kan ikke tage noget med dig".

"Umuligt", svarede jeg. Kæresten, studiet, vennerne, skulle alt dette bare forsvinde? Og så min far, som hun påstod var voldelig?

Ja, jeg så de blå mærker, men tvivlen kom ham til gode. Vi to rykkede tættere sammen.

Jeg fører fingeren op på skærmen og lader den følge ansigtsformen. Billedet er sendt som svar på et af de tusindvis af efterlysningsbilleder jeg har spredt ud på nettet. Det er støvet og uskarpt, men jeg er ikke i tvivl.

Far lægger en hånd over min:"Tænk, at det er hende", hvisker han i mit øre.