Stilheden i skoven er af en anden slags. Den gør mig øde, sætter sig på trommehinden og virker modsat alarmerende.
   Jamen jeg har boet her. Hytten ligger der, et rødt lille væsen, ydmygt som følelsen af disharmoni, vækker den ikke, den genkendelse, jeg havde regnet med.
   Glæden ved naturens kraft er erstattet af noget andet, en slags tilbagetrækning, en angst for det storslåede, og selv om jeg trækker vejret, er det ikke på samme måde, som dengang. Hvor naturen havde sin egen sang.

Derfor bliver jeg stående, mens jeg sunder mig. Havde jeg vidst dette, er jeg ikke sikker på, jeg havde taget turen herud.

Men nu er jeg her, i min ramte fortid går jeg med forsigtige skridt ned af skovstien, og huset vokser sig større. Hoveddøren er stadig grøn og afskallet, den ligner sig selv. Så da jeg banker på, er det trods alt med en hjemlig følelse.

Mia står i døråbningen knap genkendelig. Rynket som en sveske.Men glimtet i øjet og den grønne farve skærer sig ind i mig, fuldstændig som dengang.

"Hej", siger hun med sin evigt hæse stemme:"Kom ind". Hun åbner døren på vid gab og går gennem entreen mod stuen. Naturligvis følger jeg efter.

"Jeg regnede med du kom", siger hun hverdagsagtigt som var det i går vi sås.Da vi når stuen peger hun mod sofaen. Jeg sætter mig yderst på kanten. Tænk at hun stadig bor her. Lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg har gang i


Genopfrisker gamle dage? Næppe.Leder efter svunden kærlighed? Nej.
   Men hvad er det så?
   Mia sætter sig overfor mig og griber begge mine hænder. Hun har stadig et godt fast greb

"Svend", udbryder hun:"er du klar over hvorfor du er her?"

Jeg ryster på hovedet, nej ærligt talt har jeg ingen anelse.

" Søde Svend", hun klapper mig stille på kinden:" Et hjerte lever et vist åremål, nag og bekymring kan stjæle for meget af din tid.det har du brug for at vide.
   Smagen på tungen er syrlig og farven på min kind nærmer sig en tomat. En indrømmelse nej .Men jeg kan løfte mit hoved og nikke ganske svagt. Det er ikke det samme.
   Vi nikker til hinanden som allierede.
   Skovens dybe stille ro taler igen, og vindens sang i træets krone løfter mig op med glæde.