De ord der bliver læst
står på utørt papir,
der er blevet fugtigt af
morgenens gennemsigtige dug,
der langsomt forsvinder
fra græssets strå.
Solens fordampende stråler
står ned på min
kuglepens holdene hånd,
der tager en pause
hævet over papiret,
mens mine øjne kun ser mørket
bag de sol besatte øjenlåg.
Jeg dømmer mine ord.
Som solen dømmer dugged
og bandlyser dem fra den nye dag.
Men jeg er ikke solen.
Jeg kan ikke få det
grå og ubehagelige net
af skræmmende tanker
og fortrydelser væk,
der allerede ligger på mig,
som de våde dråber der ligger
på mit indre græs.
Følelsen af,
at mit indre græs er dødt,
driver mig ud
hvor sund fornuft ikke kan bunde.
Mine saltede tårer er det eneste
jeg kan vande det med,
men hvor end jeg ønsker,
at det skal virke,
har det dog ikke lykkedes mig.
Endnu.
Jeg ville have nyt græs.
Ny grund at betræde
med bare fødder
og gå på uden smerte.
Indtil da,
kan jeg kun blive siddende her,
skrive med vådt blæk
og vente på,
at mit papir bliver tørt
sammen med det
fugtovertrukket græs.