Jeg kan stadig mærke varmen fra din hånd. Den varmer mit kolde hjerte, selv efter al denne tid. Men du er væk. Din hånd er væk. Din varme forsvinder langsomt. Kulden overtager. Hvad hvis kulden vinder? Solen forsvinder, sneen falder, og mørket pakker verdenen ind. Min verden er sort. Du har stjålet solen, og du tog den med dig, da du forlod mig. Kulden omfavner mig. Varmen kan ikke trænge igennem. Jeg har brug for den. Jeg rækker mine arme ud efter den, men alt jeg griber er kold luft. Hvorfor kunne du gribe solen, når jeg ikke engang kan gribe en solstråle? Kulden tager mine varme minder, indsætter grålige toner i stedet, og minderne om dig bliver til is. Du er ikke længere et levende billede, jeg kan gribe fat i, grine med og drømme om. Du er et stille billede, koldt og umuligt at røre ved, uden at få blå fingre. Ræk mig dine vanter. Jeg vil stryge min hånd henover din kind en sidste gang. Mærke varmen. Du tøede min is op, men isen er stærkere end nogensinde før nu. Uigennemtrængelig. En kamp ingen vil tage, for den kan ikke vindes. Det frosne mørke vækker mig om morgenen. Dit varme smil er ikke længere det første jeg ser. Nu ser jeg bare sort. Engang betød sne lykke. Nu er alt, sne bringer med sig, et frosent greb om mit sind. Solen plejede at løsne grebet, men den kommer ikke tilbage og redder mig længere. Jeg har brug for solen. Jeg har brug for varmen. Jeg har brug for dig.