Jeg er forfløjen, over et krakeleret landskab,
et gærde af pligt, ikke mit men andres.
En opbrugt lyst, et endeligt tab,
min verden er skabt, og kan ikke forandres.
Min sti er valgt, nedtrådt men også ubrugt,
den rummer min tro, og et bid af mod.
Det er ikke rigdom, der gør mig forslugt,
men enkelthed i frihed, der udgør mit blod.
Jorden er mit følge, det er mit greb,
fællesskab er mit univers, en erimit i flok.
Ærgerrighed er modvægt, som et snerrede reb,
af tåbelig gulddans, man hurtigt får nok.