Du kommer med alt hvad der er dig.
Du kommer faktisk ikke med noget som helst andet.
Snart skal du lære en masse der ikke er dig, men lige nu skal du bare være.
Kun sanse. Kun kende til det du kan se. Det du kan føle. Det du kan høre.
Ikke til det du tror. Det du frygter. Det du mener. Eller det du hader.
Du skal kun kende til det du elsker. Ikke fordi du synes du elsker det. Men fordi dit nyfødte sjælehylster gør.
Sjælen kan ikke noget. Sjælen vil heller ikke noget. Sjælen er rolig kærlighed. Uden ar. Uden vilje. Uden plan.
Og når din mor og jeg ser på din sjæl, så ser vi os selv. Sådan som vi var. Sådan som vi i virkeligheden var, inden vi blev alt muligt andet.

Lige præcis dét. Det der er dig.
Du skal mærke det både inden, under og efter at omgivelserne har sat sine dybe spor i dig. Ikke for at du ser det, hører det eller forstår det. Men at du mærker det lige så rent som jeg gjorde første gang jeg så din mor. Det var der jeg mærkede verden for anden gang.

Den første har jeg glemt.