På grusvejens boulevard,
i støvet han hviler.
En sand bastard,
hvortil uheldet iler.
Medicineret af frustration,
i indædt stilhed.
En rakkers situation,
lænket i indbildt frihed.
Solen strejfer det blanke blad,
det røde tæppe er faldet,
har gjort det tavse publikum glad,
men ingen hørte kaldet.
Midt i ridderens pande,
anes skyggen af honnør.
En hilsen til ærlighedens bande,
det skal blive som før.
Hun sejler i sin lille kajak,
den enkle frihed bevæger den let.
Den er ej tynget af guld og pak,
sindet er frit, al modstand er væk.