Hun siger, hun hedder Kinnie, men det tror du ikke på. Du føler, hun må komme af en virkelighed, hvor bjergtinderne når til himmels, hvor bjergtinderne ædes af skyer, hvor de vaskes i regn. I den virkelighed som hun kommer af, hedder man ikke Kinnie, men Nisha eller Namita, måske, man danser til ildgudernes ære og maler sig farver i ansigtet. Når du siger man, tænker du på hende, så hun i dit stille sind må hedde netop Nisha (eller Namita eller højt ærede) og du ved, hun kan forsvinde som en ånd i dalenes tåger. En ældgammel kults ypperste præstinde er hun, de synger i takt, når tordenen lyder, når den ruller som lydeligt røg ned ad bjergsiderne. De tilbeder kræfter der er ældre end selve skabelsesordene, mørket og døden tilbeder de. Du vil tilhøre den familie, du vil remse og række op sammen med dem. Du vil se, hvad de ser. Svarene i hendes halvåbne håndflader, alle beboede verdeners svar, denne og deres.