Kære Naia
Jeg finder mig selv ligeså nyttesløs som dette hav, så ubesat som denne havn, et elusorisk vrag uden identifikation. Jeg ville efterlade dig gaver udenfor din retræte, men jeg ved at det ikke er det du ønsker. Jeg ville ro dig tilbage til fastlandet i en båd uden bund, men jeg er bange for at vi begge ville blive vanvittige af havets væsner. Eller endnu værre, at jeg ville forvandle dig til noget du ikke fortjener, men jeg ved at det allerede er sket. Jeg er overalt sårbar, værst er mine tanker, hvor Mathias' støvler, dine og mine stadig tramper alt til ukendelighed. Jeg vil bære en fakkel for dig og sætte den for foden af mit gravsted. Du får brug for dens lumenens hvis du vælger om et årti at udforske min melankolske tankegang. Så forbliver mit spørgsmål bare, er der nogen grund til at udforske en død mands tankegang eller hans ønsker?