1.

Kredsløbet og karmaen lærer du om, du lærer også om frigørelse, men frigørelse tror du ikke på, da mirakler per princip er for guddommelige til dig og derudover er de frugten af et andet trossystem, et ligeså gammelkendt, et ligeså fremmed. At kunne frigøre sig fra verdenssmerten, fra ligegyldigheden ville være umuligt, et mirakel, noget så rent ville det være, noget så dyrket. Udenfor er himlen et eneste G og et enkelt R fra at være grå, skyerne spreder sig, de fylder hele dit synsfelt. Som noget benløst løber de sammen, når du blinker og du blinker som altid tårerne tilbage, væk, væk, væk, hvor du gerne vil hen. Hvornår ender vandringen, spørger din lærer, du holder hånden op, dirrer fra fingerspidsen og nedefter, vibrerer ind i selve dit eviggyldige. Aldrig, siger du og ved, at det ikke blot er svaret, det er sandheden, det er vejene dertil og herfra. Tidserkendelse og eksistenserfaring, forståelsen af grådens fundamentale grund må det være. Hver gang jeg græder, tænker du og tager atter hånden til dig, presser dens forgrenede flade mod bordet, dens underliggende betydningsløshed, græder jeg, fordi jeg ved, det aldrig stopper. Således lyder dagens lektie som livet lærte dig på forhånd, du kan forbigå alle spørgsmålstegnene. Du er blevet godt forberedt, men det er stadig ikke nok.

For du går gennem regnen alene, den følger dig hjem, den følger dig ind, ingen andre steder vil den flytte hen, nu bor den på dit værelse, i en sort sky over dit hoved, over dit skrivebord, over din seng. Mens du laver lektier, regner den på dig, gør alting vådt, dine blyanter, papirerne og noterne om handlinger og Herrens sang. Dit hår og hver eneste øjenvippe væder den til du knap er andet end væske, indtil du er vandbaseret, en gennemblødt figur. Hvis jeg alligevel kun består af knogler og kød, det hårdes og det blødes basalitet, tænker du, mens du ligger på ryggen til nat og lader dråberne sive igennem dig, før end du svømmer helt hen i søvnen, løber jeg hurtigt ud imellem fingrene på mig selv.

Du kan håbe, alt du vil, alt du ønsker, at selvet titter ind til verdensaltet, når du sover, men det gør ikke mørket mindre dybt eller mindre midlertidigt.

2.

Hun er vejen fremad, vejen fremad er hun for dig.

Afstanden mellem din beslutning om bjerget og bjergene selv er lang, strækker sig i hver sin retning, mod hengivelsen på den ene side og mod horisonten på den anden, på den fjerneste af verdens fire vægge og indtil videre har de stillet sig således i baggrunden, vokser vildt i tinder der kysses, kærtegnes, fuldstændigt fortæres af det universale stof, fra oven og ned. Silke og bomuld og fløjl. Under så tungt et hvælv, under vægten af forudbestemmelse og frihed sidder Nisha med sarien der slår sine folder og håret flettet sort. Hun vejer tungt, som andre drømmesyn før hende har gjort, men hun vejer alligevel til i komparativer og i den højeste enhed. Det er bjergenes vægt du må medregne og oven over dem, himlens egen.

Ved hendes fødder ligger du rullet sammen, du kysser hendes tæer, slikker salten og støvet af hendes ankler. Ren, tænker du, vær ren, glæde, vær ren, visdom. Skønhed skal hun også være, selvfølgelig, for Nisha fremstår så velsignet smuk, hvis ikke så forbandet, smuk er hun på alle måder og langt ud over det kropslige, som du ønsker at være på samme måde. Din tungespids penetrerer hendes selv, hendes sjæl, men guddomme lader sig ikke sådan smage på, tilbedelse er ingen halv affære. Du sætter dig op for at lytte til hendes tale, den er forgyldt. Af kroppen ønsker du dig fri, fortæller Nisha dig uden at behøve, men hun rækker alligevel ud, tiltænker dig sine egne velsignelser, hendes fingre mod din pande, hendes hænder for dine øjne, i samme bevægelse blænder hun dig og gør dig gennemseende, men kroppen er af verden og verden ser du dig ikke fri af endnu. Ind i hendes håndfladers kuplede mørke stirrer du, øjner vitterligt ingenting af værdi at holde fast i og udsigten fra skyggesiden, bjergenes afkast og hendes hænders dunkelhed, får dig til at forstå, at verdens lænkevægt og rænkespil må aflægges, før du kan rive dig løs af fysikkens trådnet, sådan ligger alt i skønneste orden, ligesom du underlægger dig hendes. Skøn, hvor kosmos er en anden størrelse, et andet forhold du må træde ud af.