Camille sov stadig, men ved siden af ham strakte hun sig. Lysvågen. Et øjeblik tillod hun stilheden, hans helt særlige ro, derefter kunne hun alligevel ikke udstå det længere. At vente, hvor ubarmhjertigt!

Leende sprang hun ud på gulvet, greb en beskidt T-shirt som de havde glemt på stolen aftenen før, da de gik i seng og smed den nådesløst i hovedet på ham.

"Kom nu," råbte hun, klingende som klokker og bjælder, imens hun snurrede rundt om sig selv i den reneste iver efter at se hans øjne åbne op. Mod hende. "Kom og dans med mig, min elskede!"

*

Udenfor var det koldt, udenfor vinduet, udenfor dynen, udenfor cirklen han tegnede omkring sig. Omkring dem, for hun var budt indenfor, ikke sandt? De havde lige haft sex, god sex, udmærket sex, fantastisk sex, hendes muskler sitrede stadig, men det var ikke derfor, at hun ikke stod op.

Nej, hun blev liggende, fordi hun følte sig sikker hos ham. Verden var forståelig sådan. Augustus forstod hende. Hun forstod ham. Som han lå på ryggen og havde trukket hende ind til sig, forstod hun ham. Som det trak ved hans læbe og ved vinduet, forstod hun verden.

Det var koldt udenfor.

*

Engang forlod Marguerite en mand hun elskede. Hun hoppede på et tog, lod i samme åndedræt byen tilbage som hun havde elsket højere end alt andet, måske endda højere end hun havde elsket ham.

Dette huskede hun, imens Augustus lå i sin hospitalsseng og knapt trak vejret selv. Hun kiggede helst ikke på ham, men vidste alligevel hvordan tingene forholdte sig. Engang forlod Marguerite en mand, nu var hun den forladte. Forladt af en mand hun elskede højere end hun havde elsket Camille, end hun elskede selveste Paris.

Således var de største og de mindste katastrofer ironiske størrelser. Ved sammenligning.