En marionet, en sprællemand med snore man kan trække i. Han kender end ikke sit eget navn. Eller hende. Så hvorfor fylder han så, så meget i min bevidsthed.
   Ringen på fingeren det fælles efternavn, er ren symbolik ingen trussel.
   Jeg forstår det ikke.Hun besøger ham 2 gange om ugen. Et par timer hver gang. Det har hun fortalt.
   Men det er ikke det der går mig på. Det er udtrykket i hendes øjne når jeg nævner hans navn. Det er huset hun bor i, der emmer af ham. De slidte møbler,bøgerne, de ægte tæpper, malerierne. Levn fra en fælles fortid, jeg har lyst til at trække hende ud af.
   Hun virker uinteresseret. Gerda er jo Gerda, hun hviler på solid bund.
   Min fars valgsprog:"Kald ikke på suppe, når det er grød du spiser", giver pludselig dyb mening.