Alle er velkomme, men hvem er velkomne hos hinanden?
Du er særligt velkommen, sagde han uinteresseret og lurede på evighedens lurere, der lurer endnu.
At læse den indirekte tvungne indbydelse, eller omvendt. En usund kunst.
Vi går runderne rundt som rummelige individer. Altid fyldt med godter til gæsterne.
Vi fremkalder følelsen, når vi høster fra Sølvfadet, skråstreg individuelt materiale. Af hvad skal jeg servere?
Reglerne for dit velkommen følger konsekvent ordet.
Selv forpligtelsen af dets brug ved, at det ingen forpligtelse er. Burde være.
Vi ejer jo egentlig intet. "Intet" er her hvor vi virkelig kan byde velkommen.
Intets kongeriget når til kanten af vore hjerter, hvori vi reagere. Her har vi rettigheder.
Her kan nogen være alvorligt beæret, at blive indbudt. Ømt hvis gen-budet tier.
Jeg er ikke velkommen. Hvad er jeg så, og hvad skyldes det mon?
Anerne for det arbejdsløse postbud.
Vi er bange. Hvis blot nogle turde løsne grebet om deres fastspændte brevdue.
Giver du mig dit velkommen, er jeg da dit speciel eller ingenting?
Hos hvem er jeg mindst hvis ikke mere alene? I mig eller dig. Hvad konkludere vi?
Synes du jeg er dømmende, har du bragende ret. Velkommen til min dom. Velkommen til, Dom.