Der er altid en grænse. Spørgsmålet er dog altid, hvorfra man ser denne grænse.

Er man selv ofret, så er der vel ingen grænser for hvad man kan tillade sig. Om man så før i tiden har været modstander af måden, at gøre tingene på. For i bund og grund handler det vel om hvorledes man griber tingene an på. Hvor man selv synes at svarene på ens mange spørgsmål, skal komme fra, for at få dem besvaret.

Kan man ikke gå til "synderen", altså den som har svarene, så må man vel have lov til at tage - så at sige, egne midler i brug. At det så indebærer, at man bliver nødt til at gå ind på "forbudt område", så er det vel den eneste løsning, for at vælge en sikker vej til ens egen selvbearbejdelses-proces.

For bearbejdes skal det jo, for at man kan komme videre, for at man skal kunne forstå. Forstå tingenes gang, HVORFOR...hvad gjorde jeg forkert, hvad skere der lige der - har jeg selv en skyld, en årsag til, at tingene udviklede sig som de gjorde.

For der er ingen tvivl om, at når man føler sig som et offer, så vil man ikke kunne lade være med at føle sig som jordens værste person, få et lavt selvværd og om noget, så virkelig føle, at du som person ikke har nogen værdi, betydning. Ens selvværd dykker med et stort slag til under minuspunktet, og der er næsten intet, der kan få en til at rejse sig og stå med rank ryg, og oprejst pande.

Så hvor meget det end går imod ens overbevisning, om hvad der er rigtig og forkert, så er der vel ingen undtagelser, når svaret skal findes, når man skal have den pokkers vished, om at noget ikke er som det skal være, at noget er helt og aldeles forkert.

Der skal findes et svar inden ens indre eksplodere og springer sammen. Uvisheden, tvivlen er den værste kamp, at kæmpe mod. For den bliver ved med at ligge og syde. Den kan ikke blot skubbes væk, den må have et svar, et signal. Den skal have besked!

Godt så - hvor findes svaret - FACADE-BOGEN, selvfølgelig- Her er der så mange svar, at det gør ubeskriveligt ondt. at grave ned i.

Jeg tog ikke og brugte "hacker-metoden", for skødeløst var den åben, så det var næsten for let til at være sandt. Jeg kunne gå direkte ind og se det hele...hvert et ord sendt frem og tilbage...sidste besked skrevet...min krop rystede, jeg var i en tilstand af chok, en klump faldt hele vejen igennem min krop, og jeg skiftede mellem at fryse og svede...jeg sad som forstenet. NEJ, det kunne ikke være sandt. Det der stod, kunne bare ikke passe.

Hvad der før føltes som en tryg base, blev forvandlet til et oprørt hav, med høje bølger langt fra land. En usikker platform, hvor jeg umuligt kunne bunde, og lærdommen om at kunne trække sig sikker i land, var på et splitsekund glemt i glemmebogen.

For ingen lærdom havde nogensinde vejledt mig i kunsten, at svømme i land, når følelserne kom i så voldsomt et udbrud. For de kunne under ingen omstændigheder tøjles, de kunne overhovedet ikke sættes i ro. De ville ikke holdes i ro, og jeg kunne på trods af dybe vejrtrækninger overhovedet ikke få mit hjerte til at slappe af, det fortsatte blot i fuld galop.

Hvordan jeg faldt til ro den nat, husker jeg ikke, men det har uden tvivl været en kamp uden lige at falde til ro.