Svenne stirrer intenst ud af køkkenvinduet, og ned på parkeringspladsen.
   Han ser bagenden af Gerda. Som et solidt fartøj vugger hun ned mod bilen. Gerda er altid rolig, selv nu hvor hun skal forestille, at skynde sig.
   Svenne, glatter skægget, tager en slurk kaffe og sukker tungt. Gerda er og bliver Gerda, og alt har jo artet sig positivt.
   Men Svenne har det svært. Når det går godt, fyldes han af vantro og tanker om alskens dårligdomme. Svennes fingre trommer på bordet, tvivlen nager, og han åbner vinduet på vid gab:"Vent", skriger han, men hun er for langt væk.
   Da hun når bilen, vender hun sig og løfter armen til en kort hilsen.
   Og væk er hun.