stående i opgangens svedende atmosfære
du spurgte mig
med en stemme bitter som min mors
hvorfor jeg er så ond
jeg svarede først tre år senere
stående i samme opgang
mine fingre låst fast om dit sprukne håndled
vigende nærkontakt, vigende øjenkontakt
jeg ingen skam har i livet
du veg bort og løftede knoglerne/knoglede fingre
jeg forventede en lussing som min mors
bøjede nakken og mundvigene
hørte kun et fnys eller et fnis
mødte dig tre år senere i opgangen
hedebølger smeltede i vinterkulde
fingrene låst fast om døden og rettet mod panden
stirrende øjne mod det fattede ansigt
kyssede gennemsigtig porcelænshud
og således døde jeg i nådensurt