Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene.
Jeg føler ikke rigtig ret meget omkring noget som helst.
På en gang farer hele verden rundt og på samme tid står alting stille.
Kaos og stilhed.
Stilhed og kaos.
Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til,
Alting
Alligevel har jeg lyst til bare at være,
I stilhed med mig selv.
Jeg tror aldrig, jeg har haft det sådan før,
Giver det overhovedet nogen mening?
Jeg har aldrig følt mig så rolig,
Det er som om, jeg ikke har behov for mere
End det, der er lige nu,
Stilhed,
Ro indeni,
Trods kaos omkring mig.
Er det ligegyldighed?
Jeg ved det ikke.
På den ene side famler jeg efter mig selv,
Mine tanker kredser om ting, der før ville have betydet noget,
Men de velkendte reaktioner af sorg, fortvivlelse, angst, endda glæde og lykke skriger ved deres fravær.
På den anden side, har jeg det godt,
Jeg føler endelig, at jeg er med i det, jeg gør,
Jeg lever ikke længere i en anden verden.
Fortiden kan passe sig selv,
Fremtiden kommer tidsnok.
Og nu,
Hvor jeg burde være fortvivlet nyder jeg nuets fredfyldte kraft.
Hvornår rammer katastrofen?
Der kan da ikke bare være ro?
Jeg er jo vandt til mit liv svinger fra euroforisk lykke til kul sort depression.
Måske er det ikke så slemt at være i midten.
Er jeg endelig landet der hvor jeg burde være,
I balance
Eller er det bare endnu en rolig oase,
Før alt bryder sammen igen?
Du spørger mig om jeg stadig er ked af det med os.
Nej.
Ja.
Måske er jeg bare ligeglad.
Ikke ligeglad med dig,
men med dagen imorgen
Himlen er stille,
ikke en sky,
ikke en sol.
Rastløs kigger jeg op.
Jeg forventede jo en torden.
Krigen mod mit indre uhyre er afblæst.
Er det mon borte?
Hvem er du,
engel, som holder min hånd?
Hvornår fortjente jeg, du igen har afværget stormen?
Jeg søger mit eget selskab med fred.
Uden tanker i hovedet.
Jeg færdes i øjeblikket.
Jeg er hånden, der holder penslen klar til en livgivende farveregn.
Jeg er den, der ser mig selv koncentrere mig om, hver enkelt detalje omkring mig
Jeg er den der er.