To stærke ord, forbundet af et mellemrum, en pause der giver tid til at tænke.
Hvad førte til denne forunderlige kemiske reaktion, inde i os?
Kan to forførende ord, forklare de søvnløse nætter og de tusind suk op mod himmelen.
Begge ord der både forventer og kræver, som ikke kan stå alene, uden at miste sin betydning overfor hinanden.
Men kan kærlighed egentlig gradbøjes, eller er det blot os, som søger en boks at putte os selv i, så vi kan vise ægtheden?
Kærligheden kræver to og ikke en for ellers kan den ikke være ægte eller gør den?
Kan kærlighedens væsen, ikke forføre en i sådan en grad, at man tror den er ægte?
Hvad gør man, hvis man opdager, at den ikke er ægte? Men kun en kemisk reaktion i vores kroppe, som skal sikre en forplantning?
Tør man stille spørgsmål ved ægtheden eller skal man leve med illusionens skønne klæde, som glædeligt omfavner vores ellers skrøbelige hverdag.
Det føltes så dejligt, intimt og nærværende mens man mærker det på krop og sjæl.
Men er man tvungen til at søge mening, om både sine følelser og forstand?
Kan man ikke bare holde fast i ens egen definition af kærlighed, og hvad der er ægte?
Så længe man ikke overvindes, af frygten for at være naiv og misforståelsens delte tunge.
Kunsten må ligge i, at søge netop så længe, at man finder en, der sætter pris på netop din kærlighed og det du føler er ægte...