Du sad i solen på den varme, urokkelige sten. Vores sten. Vores tilintetgjorte tryghed, som nu intet andet var end et nært forglemt mindested. Omgivet af vildfarne lianer, fugtige blade og blomster. Din nøgne hud glødede og skinnede i solstrålernes kærtegn, og sveden løb fra os begge. Det var varmt. Fugten føltes som en transparent, aromatisk væg bestående af sødlige, parfumerede frugter - eller var det dig, min næse lod sig forføre af? Dig og din erotiske positur med dine ben let spredte og din mund let åben. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke kaste mine øjne i dine, selvom det nærmest var uundgåeligt. Et enkelt signal. En bevægelse, en afsløring, et sultent rovdyr på vagt. De grønlige, turkisblå nuancer og de gyldne plamager; som ringe på den lyseblå havbund. Hvis bare vi kunne bade i hinandens øjne, som vi gjorde engang. Nære, varme og afkøle hinanden. Lege med nuancerne, skabe nye og se tilbage på det, vi skabte engang. Lad os grave de strandede minder op fra sandet, børste dem af og sætte dem fri, til de overtager os. Det sortnede for mine øjne. Og det sortnede for min livsmuskel at se dig sidde der. Jeg, overvældet af de fortrængte sindsstemninger og lysten til dig, tog et skridt nærmere.