I mudderet af jordens indavl glitrede ædelstenen, der ville skåne mig fra mine livslidelser; fjerne den misstemning af gråtoner, der havde hobet sig op som drypsten i mit ekkobelagte hjertekammer. Dengang lygtepælene stod lavt og sitrede rustent som udlevede sole, fandt jeg dig. Du, som åbnede min brystkasse med en kraft så voldsom, at min krop kollapsede under mig som en kludedukke. Jeg betragtede dig fra den våde asfalt; besejret, overvundet og dræbt af den altædende kærlighed, der flammede sig op i dine krystalklare øjne. Og dit smil. Det hjertedestruerende smil, der fik mine vener og arterier til at binde knuder på sig selv i en halvkrampende tilstand af ekstase. Min ædelsten.