I indgangen til supermarkedet var jeg nær blevet væltet omkuld af en målrettet dame i 50 års alderen, som marcherede taktfast ud gennem døren. Hun blev efterfulgt af en ung ekspedient, der tydeligvis var taget som gidsel af hende. Han så livstræt og prøvet ud.
På umiskendeligt århusiansk fik hun påkaldt sig min opmærksomhed ved at spørge: "Åh! Det ka' væ-ære at då ve' det?" Min høflighed bød mig at standse, idet der i spørgsmålet kunne ligge alt lige fra et tyveri, hun havde været udsat for, til at spørge om at vej til nærmeste Overdrev.
Det var ingen af delene. Derimod spurgte hun:
"Ve' då hvordan man ser forskel på en han og en hun tomat?"
Det skal ingen hemmelig være, at jeg kiggede mig observerende omkring, idet et sådan spørgsmål må kategoriseres under temaet Skjult Kamera. Den unge mand vred sig som en orm på en krog og afslørede omgående over for mig, at dette ikke hørte ind under hans spidskompetence.
Jeg lagde benhårdt ud med at erklære, at jeg aldrig havde hørt om begrebet.
Hun var dog i det påståelige hjørne og forsikrede mig, at det fandtes der rigtig nok. Hun havde nemlig derhjemme en tomatplante der var... her demonstrerede hun starten til Hans og Bønnestagen. Skulle man tro den viste målfasthed, var nævnte tomatplante nu løbet op i knap 2 meter. Men der var ingen tomater på.
Jeg forsøgte at afklare problematikken med, at man med stor sandsynlighed nok skulle lidt længere hen på sæsonen end slutningen af maj.
Hun ville ikke overbevises. En dame havde nemlig fortalt hende, at det var fordi hun havde en han-tomat. Og nu ville hun så gerne finde en mage til den.
Jeg måtte strække våben og sige, at skønt jeg havde dyrket tomater i 10 år, havde jeg aldrig hørt om denne specifikke opfattelse.
Her stampede hun i jorden og blev 45 år yngre, mens hun hylede: "Jamen, det er rigtigt!"
Jeg mærkede, hvordan de samme træthedssymptomer brusede ind over mig, som hos den butiksansatte. Nu tilsat en god sjat irritation.
Hun pegede på plantevognen og oplyste os om, at der både var cherrytomat og almindelig. "Hva' ska' jeg væ-ælge?" spurgte hun ubeslutsomt.
Jeg formåede at køre en omgang mere på høflighedskarrusellen og svarede, at det måtte bero på, hvad hun kunne lide.
Jamen, hun kunne lide begge!
"Så tag én af hver!" snerrede jeg, da den indre dæmning kollapsede.
Da hun vendte bunden i vejret på dem og stadig spurgte os om hannerne og hunnerne i denne forunderlige natskyggefamilie, så lænede jeg mig frem mod hende og sagde: "Der er kun én måde at se det på" (her undgik jeg at blive frivol) "og det er at kigge efter om de har lange øjenvipper, fordi så er det en hun!"
Det sidste jeg hørte inden døren lukkede sig bag mig var, at den unge ekspedient begyndte at hoste.
Nu er jeg spændt på, hvilket køn mine egne tomatplanter har. Hvis de bliver røde i tomaten, så er parterapien her på terrassen lykkedes.