Alle har et par forældre. Ikke alle er vokset op med dem, eller kender dem, men alligevel har vi alle et par, et eller andet sted ude i verden. For nogle er de savnet, for andre er de elsket, og for andre er de hadet. For de fleste vil de altid være der for en, lige meget hvad man gør, selvom vores opfattelse af disse først kæmper, så slagtere og derefter savnede personer hele tiden forandre sig.
Som små er forældrene som de kæmper de er, elskværdige og varme. De krammer og kysser, putter og nusser, og gør alt for en. Man elsker dem, lige som de elsker en. Når man så kommer i vuggestue og børnehave, vælger de at forlade en. Den ene dag er de der, men den anden dag er man et fremmed sted med fremmede personer. Selvom man ikke tænker over det i den alder, ændre det ens opfattelse af forældrene. Eller gør det? Først føler man sig tryg, da man intet andet har prøvet. Derefter skal man pludselig vende sig til at det er nogle helt andre personer end dem derhjemme der tager sig af en. Det går fra at det er moar man ligger i armene med hele dagen, til at være pædagogen Janne og ti andre børn man nu skal dele sækkepuden med. Men på den anden side, vil mor og far altid være der for en. De vil kæmpe for en, hvis nu børnehaven ikke har de der økologiske bleer, selvom det var det de reklamerede med.
Når man kommer op i skolealderen, forandres alting igen. Man skal til at tænke selv, og sidde på en stol det meste af dagen, så man til sidst ikke orker mere. I starten, i 0. klasse, er det sjovt. Forældrene tager billeder, de er glade, de er støttende og man tror at det hele bliver lutter og lagkage. Men efterhånden som årene går, er der ikke meget af det sjove tilbage. Ens forældre er lige pludselig blevet mega, sygo, overdreven, meget irriterende. Og de kan ikke få nok, så nu vil de også være pinlige og til bestemme! Jeg ved da selv hvad der er bedst for mig, jeg vil selv bestemme hvornår jeg skal lave hvad. Og det værste af det værste er, når de trækker du-er-under-18-år-og-bor-hjemme-kortet, lige når man skal til en fest eller være sammen med veninderne, eller ikke orker at gøre sine pligter eller lave lektier
Det man så lige glemmer er...: De fleste forældre gør det af kærlighed. De har dette lille instinkt som siger "Dette er ikke godt, jeg bør gøre noget". Mange unge glemmer det, og til sidst glemmer de helt deres forældre. Ignorerer de dem med vilje, men hvorfor? Er det så de kan vende sig til hvordan det vil være når de er flyttet hjemmefra, eller er de bare ligeglade med forældrene?
Inden man ved af det er man flyttet sammen med en kæreste, langt fra forældrenes nu kærlige hjem, og får næsten aldrig ringet hjem. Man har travlt med uddannelse, arbejde, venner og regninger, så man til sidst måske føler sig helt forladt og alene. Man glemmer sine forældre i al den tumult man har gang i, og glemmer at der er nogen derhjemme i barndomshjemmet som står klar med alt du har brug for. Hjælp.
Men når man kommer til det stadie, hvor man tænker på børn, bliver forældrene nu igen en smule vigtige. For de har vel prøvet det hele før, og de har vel et par tips og tricks til hvordan man får barnet til at lukke munden og falde i søvn. De bliver de nye superhelte-børnepassere, som passer børn for ingen penge. De er der altid når man ringer og har problemer, og er hos en på nul komma fem. Man opfatter dem ikke helt som forældre mere, men to personer som kræver opmærksomhed for det arbejde de gør. Man glemmer at tænke på dem som de forældre de nu er. Men børnepassere er jo kun noget man har til ens børn bliver en vis alder, for så vil de gerne være alene hjemme, ligesom man engang selv ville. Så skal man til at huske at ringe så tit man kan til dem, men når dagligdagen ikke hænger sammen med alle de dine, mine og vores børn, indkøbslister i stakkevis og tøjvasken som stadig ikke er hængt op, kan det hurtigt blive svært at finde tid til. Man har sit eget fuldvoksent liv nu, ligesom ens forældre havde dengang man selv var lille. Man føler skyldfølelse over man ikke har ringet, men alligevel kan man ikke få sig selv til at ringe, da man ved at man lover noget, man måske ikke kan holde. Man lover at man vil komme torsdag aften til en varm middag, men når man så kommer i tanke om at man havde lovet Frederik at man ville komme og se sæsonens sidste fodboldkamp, bliver man måske nødt til at aflyse. Man kunne selvfølgelig invitere dem med, men... Man vil ikke sidde og høre på deres brokken og beklagen, så man vælger at lade være. Man melder stille afbud, og hører skuffelsen i stemmen der svarer.
Når det hele så er overstået, sidder man tilbage og spørger sig selv hvorfor? Hvorfor fik jeg aldrig besøgt dem så meget som jeg ville? Hvorfor meldte jeg altid afbud? Hvilken rigtige samtale havde jeg med dem sidst? Man sidder tilbage med sorg, over de nu kun er på de falmende billeder, som står i dagligstuen. Det sted som man selv engang vil ende. Man ser nu sine forældre som de personer som man kunne komme til, men som man aldrig gik til. Man føler sig egoistisk og selvisk, men nu er det hele for sent. Nu står man selv i rækken, til de oplevelse af lukkede døre og stille telefoner. Man står nu i kø til de falmende billeders bog.