Han lå der bare. En dag. En dag som enhver anden. Vi vågnede og levede vores normale, ensformige liv. Men intet vil nogensinde blive det samme. Det har vi tit sagt i skelsættende situationer, men ingen af os forstod, hvad det betød, før nu. Pludselig forsvandt det, som vi før har kaldt vores normale liv. Nu var dette det normale liv.
Han lå der bare, en almindelig torsdag formiddag. Det er ikke mere end en måned siden. På mange måder føles det, som var det igår, men på samme tid føles det som en hel evighed.

Den morgen startede med sex. Vi havde ikke haft sex længe, for selvom vi var unge, var vores forhold efterhånden blevet som et ældre ægtepars. Vi kendte hinanden så godt, at intet var overladt til fantasien længere. Vi var venner, men vi var alligevel et godt og kærligt par. Et par, der virkelig kommunikerede og forstod hinanden. Et par, der tog sig tid til at forstå hinanden. Men den morgen var vi ikke venner, der talte og forstod hinanden. Den morgen var vi elskere. Vi havde sex, vi kom, og vi stod op. Vi tænkte for os selv, at det her var starten på noget bedre. Vi var på vej i den rigtige retning; til et bedre sted. Et liv uden alle de forhindringer, som vi konstant kæmpede imod. Jeg tænkte på et liv med ægteskab og børn og et lille hus, måske på landet, eller måske i en lille by udenfor en større by, så vores børn havde mulighed for at vokse trygt op, men når de blev ældre kunne de gå i byen med deres venner og have det sjovt. Vi havde på én eller anden måde planlagt det hele.

Men én af os havde planlagt dét, og en anden havde planlagt noget andet. Mens jeg havde planlagt en løsning, havde han planlagt en udvej.

Jeg vidste jo godt, at han ikke havde det godt. At livet var svært, og at alkoholen efterhånden spillede en alt for stor rolle i hans liv. Jeg vidste, at de lykkelige øjeblikke var få. Men når de endelig var der, var jeg overbevist om, at han følte dem, som jeg gjorde. Jeg var overbevist om, at han så en fremtid. En fremtid med mig. Vi snakkede om børn, og tanken om en lille datter eller søn fik ham til at lyse op. Vi smilede, fordi vi havde fundet en løsning. Jeg blev ved med at tænke, at det nok skulle gå. Jeg er sikker på, at han tænkte det samme. Jeg troede jo, at vi kommunikerede og forstod hinanden. Måske var jeg bare for dum. Jeg så ham smile, da jeg talte om et bedre sted end her. Men hvordan kunne jeg vide, at hans forståelse af et bedre sted var en helt anden end min?
Så han lå der bare. En almindelig torsdag formiddag. Hans liv var slut, og han valgte det selv. En almindelig torsdag formiddag, før hans hjerne var fyldt med alkohol. En ædru mands tanker havde endt hans liv i jagten på et bedre sted.

Jeg vil aldrig vide, hvorfor han gjorde det. Han efterlod ikke et brev med svar på mine mange spørgsmål. Jeg må bare tro på, at han fandt sin vej til et bedre sted. Og nu må jeg finde min.