Der var engang en lille løveunge, der skulle for første gang ud i den store hvide verden.
   Den havde mistet sine forældre ved et stort jordskælv, der var kommet ved at jorden var sprækket på grund af et vulkanudbrud i ørken, der hvor de havde boede.
   Den kunne ikke finde andre løver i nærheden, hvor den havde været.
   Den gik og gik til den fik øje på nogle andre dyreunger lidt længere frem, - de havde også mistet deres forældre ved jordskælvet, så de var også alene.
   Den ene var en lille elefantunge og den anden var en zebraunge.

Den lille løveunge skyndte sig hen til dem, men de andre blev bange for den, fordi at den var en løveunge, men efterhånden vænnede de sig til den lille løveunge, da de kunne se, at den var også alene.
   De blev hurtigt venner, så lovede løveungen, at den ikke vil spise dem, når den blev stor, fordi at de var blevet venner, men det troede de ikke på.
   Så sagde løveungen, at de hellere måtte finde noget at spise og noget at drikke ellers ville de dø af sult og tørst.
   Så gik de alle tre sammen, og lige pludselige så de nogle træer foran dem, og de kunne også se, at der var vand mellem træerne, så de skyndte sig hen mod det, men det var et synsbedrag, for der var ingenting foran dem, - det var bare noget de havde ønsket indeni sig selv.
   Så går de videre ud i ørkenen for at finde noget af spise og drikke, så siger den lille løveunge til de andre to, at den kunne gå ud at se efter noget at spise og drikke, mens at de hvilede dem, men det ville de ikke høre tale om.
   Så sagde den lille elefantunge, at de skulle følges ad sammen, så de ikke blev væk fra hinanden.
   Pludselig så de noget foran dem igen, men de troede ikke sine egne øjne, så de gik videre indtil at de stod i vand til maven.
   De blev meget forskrækkede, for det havde de ikke ventet sig. De troede bare, at det var et synsbedrag igen, men det var det ikke, så de skyndte sig at drikke en hel masse vand. Så så de, at der var også nogle få planter, der men dem kunne løveungen ikke lide, for den spiste kun kød.
   Så den fandt nogle små firben, og de smagte godt.
   De blev der lidt for at spise og drikke. Så måtte de også videre, - de måtte finde nogle andre dyr fra deres art.
   Da de havde gået lidt, så de langt ude i horisonten nogle skikkelser, som tydede på, at der var flere dyr, der var overlevet jordskælvet, men der var langt ud til dem.
   Men de var bange for, at det var et synsbedrag igen.
   De skyndte sig alt hvad de kunne for at nå hen til de andre dyr. Da de var nået hen til det sted, hvor de havde se de andre dyr, så de kun døde dyr både store og små der ikke havde overlevet jordskælvet.
   Som årene gik blev de større og de vranter stadigvæk rundt i ørken, men de var stadigvæk venner og det havde løveungen jo lovet dem.
   Og de levede lykkeligt til deres dages ende.