I en tid troede jeg at hun var en nær slægtning, mor, søster, datter, ja noget i den retning, måske tilmed en ægtefælle, og at hun var i færd med at spærre mig inde. Men jeg tog fejl. Undskyld.

Jeg ser ud over horisonten. Ser på alle de fejl jeg har lavet. Himlen er mørk, nærmest sort, men alligevel er der en snert af farve hist og pist. Bølgerne iler hen ad sandet. Ødelægger alt, og tager alt med sig når den forsvinder igen. Præcis som hun gjorde. Chloé, hedder hun. Den smukkeste, sødeste, største løgner jorden nogensinde kommer til at møde. Når jeg tænker tilbage på hende, ser jeg hende for mig. Hendes mørke krøllede hår, og hendes næsten sorte øjne. Her er stille. Kun bølgerne fylder mit hoved. Jeg er svimmel. Tænker kun på hende. Hun kommer ikke tilbage. Det er som om hun råber efter mig langt væk, men det er sikkert bare mig. Alligevel kan jeg ikke få et ord ud. Tiden står et øjeblik stille, og lyset forsvinder.

Det næste jeg vågner op til, er et landskab. Oppefra. Jeg flyver. Jeg er blevet til en fugl. Hvor er min markerede krop? Mit hår? Mit ansigt? Længere nede ser jeg Chloé og jeg. Jeg flyver derned. Vi sidder og snakker på bænken under det der kolossale træ, der vokser i nærheden af byen. Der er ingen lyd. Stille overalt. Jeg kan ikke høre os snakke, men genkender hurtigt situationen. Hvor mit hoved virkelig ikke kunne holde til mere. Hvor hun fyldte for meget, og jeg ikke kunne styre det mere. Det var som en lydløs drøm. Men alligevel så forfærdeligt virkeligt. Jeg husker det klart. Hvordan hun bare brasede ind i mit liv for et par måneder siden, og overbeviste mig om at det skulle være os for evigt. For evigt. Ordene gentager sig i mit hoved, præcis som hun sagde det. Hendes støvede stemme. Uh, den er så dejlig. En blanding af støv og.. Sikkert tryllestøv. Du ved, når hun taler helt normalt, mister hun lidt af lyden. Som om den knækker, men rejser sig og løber videre.

Hun tager kort fast om min hånd. Holder om den. Hendes håndflade er lidt svedig. Hun er nok nervøs. Jeg ser dog ikke så skræmt ud, som jeg egentlig er. Jeg er rædselsslagen, men alligevel så fuld af mod. Jeg ser mig rejse mig. Tager en dyb indånding, hvor jeg bare ser på hende med et frustreret blik i øjnene. Former sætningerne i mit hoved. Mit hoved har lyst til at råbe af hende, men jeg kan ikke få mig selv til det. Tænk over det. Hun har jo ikke gjort noget forkert. Hun mangler bare omsorg. Det er jo mig der har fejlet. Det eneste hun ville var at holde af mig. Men jeg holdt hende ude. Prøvede at skubbe hende så meget så muligt væk fra mit liv, selvom det eneste hun manglede var læ for modvind. Fordi jeg var usikker. Skide usikker. Jeg var så bange for at komme for tæt på hende. Dengang i vinter da hun flyttede til byen, sagde hun at hun snart ville flytte igen. Hun boede her midlertidigt. Skide midlertidigt. Jeg står bare der. Stirre på hende. Jeg er ved at briste ud i gråd, men.. Ikke foran hende. Jeg åbner min mund, efter et stykke tid. Tårerne triller ned ad kinderne. Jeg fortæller hende noget. Jeg hører intet, men husker det brat. 'Kom tilbage,' Siger jeg sagte. Chloé snøfter, og får tårer i sine øjne. Hun nikker. Og dog.. Hun har intet valg. Hun kan ikke. Hun skal videre i sit liv. Hun kan i det mindste gå på vejen, uden at falde ned i et hul. Jeg forsøger og forsøger. Ender alligevel altid med at falde. Falde ned i et endeløst hul. Kigge op på alle der går forbi. Fortsætter. Få et lille smil på læben.

Nu skal du høre. Chloé kom oprindelig fra Syrien, men blev nødt til at flytte til Danmark. Med eller uden tvang. Det var hendes families valg. Faktisk, så kunne hun godt lide at bo her. Hun syntes at Danmark var et hyggeligt sted, venlige mennesker, og sådan.. Alligevel følte hun sig presset. 'Det er klart, der er krig?' Tænker du sikkert. Men nej. Slet ikke på den måde. Hun følte sig presset. Indelukket. Hun følte bare at hun ikke hørte til her. Det udviklede sig hurtigt til en depression. Jeg hjalp hende.

Jeg bliver nok bare nødt til at indse det. Det hjælper ikke at holde fast på hende. Hun er der ikke. Det er hun altså ikke. Hun kommer nok heller ikke tilbage. Hun kunne ikke få asyl i Danmark. Hun måtte rejse videre. Man har lov at håbe. Men alligevel. Hvorfor lænke sig selv til et jernrør, og aldrig lade sig selv komme fri? Jeg giver slip. Nu giver jeg slip. Det er nok klogest. Du skal forlade mine tanker, og svæve videre til den næste der har brug for dig. Selvom jeg har brug for dig. Jeg vil altid have brug for dig. Farvel Chloé.