Jeg sad ved din side - på en lys træstol. Jeg er ikke endnu klar over, om den hjemlige følelse, som igennem mit systemiske kredsløb blev distribueret - kom af at sidde i stolen, eller af at holde din hånd. Din hånd, den var kølig, og bar præg af koldsved - og det var som om, at vore temperaturer smeltede sammen - jeg kom ude fra, og man kan ikke benægte at denne sene februardag - har været ganske kold. Jeg kunne ane en blåfarvning på dine tørre, sprækkede læber, iltmangel - og du lå bare der, ude af stand til at formulere dig verbalt - som du ellers altid har gjort. En mand af ordmylder har du aldrig, i mit univers været - men jeg har altid været absolut sikker på at ordene som kunne høres bag ved dit pragtfylde gråfarvede overskæg - var veltænkte- og overvejede. Du var ikke til at hydrere i dag - og jeg er sikker på, at det var grundet din erkendelse af, at endestationen er nær.

Jeg sad ved din side - på en lys træstol, og holdt fast om din hånd med min venstre, og beroligede din angst med min højre - på din brystkasse. Du dirrede, og smårystede, og dine øjne sitrede og fremstod ufattelig lysfølsomme. Det var tydeligt, og kunne ikke diskuteres, at din respiration var uregelmæssig, og bestemt ikke nem at måle på. Lyden af din belastede vejrtrækning, fik mig til at fælde en tåre. Lyden, denne lyd som de fleste beskriver hos syge og dårlige mennesker, denne lyd som jeg har hørt utallige gange før i arbejdssituationer, denne rallende, besværede, og tunge lyd - den fyldte rummet. Jeg græd, og jeg tænkte over hvad din - efterhånden lange periode som sengeliggende mon havde bragt dit lungevæv af bakterielt liv, og jeg ønskede dig flyvende - væk herfra.

Jeg sad ved din side - der, på mine knæ, et stykke fra dit ansigt. Du lignede ikke dig selv, langt fra. Dit ansigt var begyndt at spidse til, din hud var så bleg, så kridthvid som lagenet som du lå på - og dine øjne var ikke længere fulde af visdom, af velorganiserede- og strukturerede tanker. Blot få centimeter fra mit ansigt, kan jeg erindre at du forsøgte at spendere tonsvis af energi på at fremstamme uforståelige sætninger til mig, som var du afasiramt - idet jeg fortalte dig, hvor stolt jeg altid har været af dig, for den kærlige og varme mand som du har formået at være - i en verden præget af kaos. Du har altid gået imod strømmen, og den har ikke været mild. Et medfødt handicap har jagtet dig rundt i ringen, og du har til trods - altid tjent samfundet, som en hvilken som helst anden borger. Du har altid været en af de mest generøse mennesker på jordens overflade - altid har du været en nærig jyde. Men aldrig nærig når det gjaldt dem du havde kær.

Jeg stod, for enden af sengen - nær din fodende, med mine hænder på ryggen - som jeg havde rettet ud, sådan at du kunne se mig, uden at jeg skulle fremstå højere stillet, og foroverbøjet, samt intimiderende. Jeg stod blot og beskuede dig, liggende der - som fange i din egen fysik, som fastlænket til sengehesten som omgav dit trætte, gamle legeme. Jeg stod, og holdt øje med din datter - min moder, græde. Jeg smiler nu, da jeg tænker - vi hørte Benny Holst med "Det er hvidt, herude" - en af dine absolut yndlingssange, og du forsøgte at bruge af depotressourcerne, og synge med, imens dine mundvige søgte opad, i et - måske, allersidste smil.

Jeg sad ved din side - og opfordrede dig til at dø, som noget af det sidste - inden jeg måtte gå. "Flyv, for satan mand. " fremstammede jeg, alt imens din svækkede hånd greb om min. "Der er ej mere, du skal bevise. " forsikrede jeg dig. "Det føles mærkeligt. " jeg nærmede mig en afslutning på vores potentielt sidste møde - "at skulle stå her, holde din hånd - og håbe på at vi aldrig ses igen - farvel gamle, giv nu slip. " og en tåre ramte din pande, imens jeg kyssede den farvel.

- Kasper.