En gang sidst i tresserne skulle vi over til København og besøge min tante og hendes mand, fordi de var flyttet ind i en ny lejlighed inde på Stærevej, det var helt nyt. Vi skulle køre i en lille bus sammen med nogle, min mor og far kendte. Ved at vi kørte i en lille bus, skulle alle mine søskende med, så vi var ti børn i alt og fire voksne, så bussen var godt fyldt op. Den var jo kun til otte personer. Jeg kan huske, at min lillesøster blev træt på vej der over, så hun blev lagt i et bagagenet, der hang hen over bagruden, men det var jo også gået hen og blevet sent, så det var helt mørkt, da vi kom til København, så det var en kæmpe oplevelse for en lille dreng som mig. Alt det lys, sporvogne og alt det trafik, det var som at komme til en helt fremmed planet. I Humlum var der ikke så meget trafik, der kunne meget let gå en halv til en hel time mellem hver bil. Da vi endelig kom frem, var det blevet så sent, at vi alle sammen skulle sove. Så vi kom til at sove på kryds og tværs i den lille stue på 2. sal, og da vi endelig stod op, kunne vi se, at de boede i et højhus på otte etager, og der var en legeplads plus en fodboldbane lige neden for blokken, så der gik ikke så lang tid, inden min mor sendte os ud at lege, men vi nåede aldrig så langt. Da vi kom ud til elevatorerne, besluttede vi os for at køre op på øverste etage og kigge ud over København, og da vi havde fået nok af det, gik vi tilbage til elevatorerne, så besluttede vi os til at dele os i to hold, så ville vi køre om kap ned til stueetagen, og det syntes vi var meget sjovt, hvorfor ikke prøve den anden vej op til ottende etage. Som sagt så gjort, det gjorde vi så mange gange op og ned, at der var nogle, der blev sure på os, så de sendte bud efter viceværten. Da viceværten kom, var han meget sur, og han fortalte, at der var nogle, der havde klaget over, at de ikke kunne tage elevatoren, fordi den altid var optaget af nogle unger, der legede i elevatorerne. Men vi otte hørte heller ikke mere, fordi vi stak af i alle retninger, og viceværten fik ikke fat i nogen af os. Men han fik os da til at blive så bange, at vi ikke turde køre om kap mere. Og denne eftermiddag havde vi heller ikke så meget lyst til at komme ud. Vi kunne komme til at møde den sure vicevært, og det havde vi ikke lyst til. Tænk, hvis vi mødte viceværten, mens vi var ude at gå en tur med vores mor og far. Jeg kan også huske, at vi skulle ud at gå en tur ned ad Frederikssundsvej, der var godt nok meget trafik, og alt det støj og larm, når sporvognene kørte forbi med den lyd, som kun en sporvogn kan have. Alle de mennesker, der var ude at gå tur, de var nok også ude at kigge på vinduer, lige som vi var.