Jeg er så alene
selv om dit rolige åndedræt er ved min side
vi er fanget i hver vores krop
men sammen i vores hjem
den rolige trygge base
som er i opløsning
hormoner og impulser farer rundt
rammer med skræmmende præsition
vores samhørighed
du går for at komme igen
du rækker din hånd frem
for med det samme
som brændte du dig
at trække den retur
min hånd svævende i mellem os
alene
alting slår skår
fundamentet ryster
slår revner
vi kan fanges i
fastlåses i det svimlende øjeblik
alene
vi prøver at finde balancen
du hælder væk fra mig
og det kaos
du mener
jeg har skabt
ensomheden fanger mig
når du lukker dine arme stramt om dig selv
vi var sammen
men nu er vi alene
jeg kendte ikke
til tosomhedens ensomhed
før nu
hvor sprækkerne trækker mig ned
væk
ud af dine tanker, dine arme, din varme
det er koldt
jeg er så alene.