Min veninde og jeg havde grineflip sammen og havde hygget os hele dagen. Så begyndte hun at græde, lige pludselig. Jeg krammede hende. Spurgte hvad der var galt. Hun vidste det ikke. Men kom så i tanke om sin døde mor. Det måtte være det, sagde hun.
Det er 6 år siden hendes mor døde. Men jeg snakkede med hende om det. I en time græd hun og spurgte igen og igen, hvorfor hun altid skulle være så ked af det.
Jeg sagde, at det nok langtfra var sidste gang, hun ville være ked af det, men at jeg tænkte, det handler om at rumme de sårbare følelser, ligeså vel som de gode.
Hun svarede mig ikke, men begyndte at grine igen, fordi hun kom i tanke om noget sjovt. Så syntes hun, vi skulle have is.
Så vi spise is. Jeg holdt om hende imens og håbede, hun blev gladere, mens hun spiste i tavshed og kiggede væk.

Min veninde klagede over, hvordan hun syntes alle forlod hende. Hun forstod ikke, hvorfor netop hun skulle svigtes gang på gang.
Jeg sagde til hende, at det var en del af livet; folk kommer og går.
Hun fortalte mig så navnene, på alle dem der havde forladt hende og afsluttede med: "kyniske mennesker allesammen, de var ligeglade med mig - godt jeg slap af med dem".

Min venindes ven, havde været en røv, sagde hun. Han havde lånt hende 700 kroner i 4 måneder nu og ville gerne have, at hun begyndte at betale dem tilbage, selvom hun havde fortalt ham, at hun ingen penge havde og hele tiden levede på kanten.
Jeg sagde, at så måtte hun stoppe med at låne penge af nogen og se, om ikke hun kunne betale ham bare en lille smule tilbage, lidt af gangen.
Hun skiftede hurtigt emne til, at hun netop havde købt økologiske jordbær og chokolade samt en elektronisk chokoladesmelter - "den var på tilbud til 200 kroner, mega billigt!" indskød hun.

Min veninde fortalte mig, hvordan hun overspiser.
"Det gør jeg også af og til; det er en destruktiv måde, ikke at forholde sig til sine følelser på. Vi må blive bedre til at trøste os selv på en bedre måde, ikke?" spurgte jeg, opmuntrende.
Hun svarede ikke.

Min veninde var skuffet. Jeg gav hende slet ikke de svar, hun gerne ville høre. Jeg var slet ikke den, hun gerne ville have jeg skulle være. Men det vidste hun ikke. Hvad hun derimod vidste var, at hun følte jeg svigtede. Men det fortalte hun mig ikke.
Det fortalte hun derimod alle andre omkring sig. Skruede ekstra op for dramaet og fik mig til at fremstå kynisk og bedrevidende, arrogant og falsk.
De rådede hende til at droppe mig. Så det gjorde hun med denne besked:
"Du accepterer mig ikke som jeg er. Du vil mig ikke det bedste. Jeg har flere gange betroet mig til dig og du har givet mig hvad der svarer til en lang finger retur. Tak for lort. Du kender mig og alligevel er du sådan. Virkelig meget tak for lort. Farvel."

Men jeg accepterede hende. Jeg ville hende det bedste. Men alt det hun ikke gav sig selv, fik jeg nu skyld for ikke at give hende. Så hun fortsat kunne gemme sig bag sin selvopfyldte profeti og teori om, at alle forlod hende. At alle svigtede hende. Tristhed gjorde hende tilsyneladende mere tryg, end glæde.
Jeg vidste hvad jeg havde at tilbyde og mente, at hun havde brug for én som mig i sit liv. Men hun var måske bare ikke klar.
Så jeg svarede:
"Jeg accepterer og kan skam lide dig. Men kan du lide dig selv? Synes altid jeg har støttet dig, på min måde. Det er den jeg er. - Kan du acceptere det? Mine ord rammer dig åbenbart hårdt. Måske er de netop den sandhed, du trænger til at høre? Jeg ønsker dig virkelig det bedste og er her, hvis du vil mig. Som jeg er. Det må du så se, om du kan acceptere."

Jeg har ikke hørt fra hende siden. Det undrer mig ikke.

Nogle gange mister vi folk på vores vej, fordi vi har så forskellige holdninger til livet, at vi ikke kan mødes på midten. Min holdning til problemer provokerer mange, det ved jeg. Og så må det blive farvel, hvis de ikke kan tolke den provokation jeg giver, som at der er noget i dem selv, der bør kigges nærmere på; omfavnes. Accepteres.
At ville mange det bedste, vil af dem som hader sig selv, blive tolket negativt.
Deres lod. Deres tab.
Jeg vil håbe for dem, at de finder vejen. Og i mellemtiden kan jeg glæde mig over, at jeg har fundet ro i min.