Stik mig en lille violin, som jeg kan spille på, så jeg rigtig kan blive ydmyget og udstille, at jeg tydeligvis har ondt af mig selv.
Jeg er såret, frustreret og skriger til himlen igen og igen.
"Skriv en bog om det, so, for de gider ikke høre på det" siger mit indre.
"Snak med en psykolog som er yngre end dig, som vil forsøge at overbevise dig om, at du blot skal hvile i dig selv, begynde at løbe og huske dine grøntsager"
"Eller hvad med en sexolog som hedder Ulla? Der entusiastisk informere dig om at swingerlivet er 'the shit' og at du bare skal nyde dig selv?" (Sikkert - men jeg var ikke et fucking stykke chokolade, sidst jeg tjekkede)
Spil på den violin. Det kan lyde så smukt, siger de. Og bagefter klapper de. Går hjem. Og glemmer dig igen.
"Du er absolut undværlig. Ekstremt unødvendig. Blot en ilt-tyv, en mislykket abort, et selvmord der er forsinket. Et uheld i menneskelig form. En fatal fejl, forsøgt skjult i en krop, de siger er så pæn."
Rend mig! I siger allesammen forskellige ting.
"Her er en krop og er udseende du ikke kan gøre for. Skæve tænder, spids næse, en hårfarve som medierne fortæller dig du ikke bør have, en krop med for lav forbrænding og en hjerne der kompenserer for alle dine ulemper; totalt hyperaktivt i døgnets 24 timer."
"Husk din søvn. Spis korrekt. Se soigneret ud. Smil, selvom det gør ondt. Og du bør forstå at man bliver påpeget sine fysiske fejl, som havde man selv udvalgt dem før fosterdannelsen."

Din mor som altid sov, tudede eller bad dig nusse hende mens hun dyrkede sine bulimiske tendenser, sagde du bare skulle slå dem, hvis de sagde du ikke var god nok. Ihjel, om muligt. Indtil hun skiftede mening og fortalte dig at du var en fucking luder-unge, mens slagene haglede ned over dig. Du ødelagde hendes liv, sagde hun.
En time senere kom hun og sagde undskyld. Og så startede proceduren, hvor du skulle tilgive hende. Tørre hendes tårer. De klamme tårer som du foragtede, fordi de kom fra kvinden som havde givet dig det liv du hadede. Med isolation, vold, mishandling, neglekt. Og så skulle du være usynlig igen, indtil hun havde brug for dig. Og det var du; fuldkommen usynlig. Med kun dine fantasi-venner og dit sind.
Din far kom nogle gange og kyssede lidt med din mor, selvom han havde en ny familie, når de andre mænd glemte at gøre det.
Og når hun ikke havde en mand som bollede hendes tid ihjel, havde hun brug for dig og din bekræftelse. Men det nyttede ikke; det gjorde ingen forskel. Intet nyttede.
"Du skulle have taget dit liv da du første gang som 11-årig overvejede det, dit misfoster" siger jeg til mig selv.

Lær af dem.
Nej, lad være, siger systemet. Gå i skole, siger de. Det gjorde dine forældre aldrig.
Og jeg går i skole. Åh, hvor jeg går i skole. På 13. år. Mobbes. Chikaneres. Holder mig derfor for mig selv.
Lærerne siger jeg selv er ude om det, når jeg ikke socialiserer. En ond cirkel, uden ende.
"Du skal bryde arven. Den sociale arv. Du skal ikke være misbruger." Så det har jeg aldrig været. Men jeg har heller aldrig været lykkelig. Hvorfor har jeg aldrig været lykkelig?
"Det du giver, får du igen". Den største løgn jeg nogensinde har hørt, efter "jeg elsker dig".
Okay. Så det hele er altså min egen skyld. I get it.
Men så giv mig i det mindste lov at spille på den forpulede violin, for helvede!