De mange års ulykkelighed, havde gjort at et alternativt overlevelsesinstinkt var trådt til; det havde gjort hende til en udpræget drømmer, som gik og troede og håbede på, at der fandtes nogen der vidste mere. Havde styr på mere end hende. Havde nøglen til mere lykke. Og de fandtes selvfølgelig. Problemet var bare, at hun så dem i flere personer, end hvad der var reelt. Og at hun agerede ud fra de antagelser.
Således fik mange flere mennesker, end hvad godt var, hendes tiltro. Hendes energi. Hendes tid.
Tiltro, energi og tid som hun burde have brugt på sig selv.
Ikke fordi de var dårlige mennesker. Men de blev behandlet, som havde de reddet hendes liv. I hendes kamp for at overleve, for at koncentrere sig om noget andet, end hvor ondt det gjorde.
Hun viste dem sin sårbarhed, i den antagelse at de havde styr på mere end hun havde og at de ville behandle hende godt. Men det gjorde de ikke altid og hun tog det meget nært, faktisk ændrede det hendes tillid til verden.
Så nu var hun ikke kun ramt af overlevelses-illusioner, men også af mistro. Så hun isolerede sig.
Nogle gange sker det stadig. At hun isolerer sig og bliver bange. Men drømmene om bedre mennesker, som er langt mere bevidste end hende, fortsætter. Problemet er jo, at hun ikke ved om det er indbildning eller virkelighed.

De lange nætter, de mange tekster, minderne, alle tankerne og musikken i mørket. Det hele er lidt for meget og hun får lyst til at forsvinde. Ikke dø, for hun vil gerne livet. Men en pause fra bevidstheden, som hun ikke føler hun kan omforme til mere positiv handling.
Og så alle de mennesker. Alle de erfaringer med mennesker. Som gør at hun næsten ikke orker at lære nye at kende. For hun synes hun bliver ved med at møde de samme typer, som har problemer så store, at hun ikke orker dem særlig længe eller særlig meget.
Og de typer hun kan holde ud og dem som hun elsker og har taget ind, de typer som hun klikker skidegodt med, har ikke så meget tid; de har et travlt liv. Det er nu fint, tænker hun - og mener det!

Men så kommer tankerne; "er det her dét? Er det bare det livet er? Det var sgu da skuffende, egentlig."
For hun havde jo altid haft store drømme om, at det hele ville blive anderledes. Bedre. Større. Federe.
Men det skete ikke. Det blev bare lettere. Og mindre dramatisk. Færre negative følelser, flere neutrale. Med lidt krymmel og glasur, hvis hun tog sig sammen og løb en tur eller gav sig til at lægge mærke til den smukke natur.
Hun manglede måske passion. At rejse mere, male mere, spille mere på klaver?
Samfundet fokuserer så meget på alt muligt ligegyldigt, måske skulle hun hoppe med på bølgen og give sig i kast med, at sende indlæg til aviser, så hun kunne få nogle flere knubs og komme i debat med folk, som også mente de havde fundet sandheden.
Så er det vel det. Vi mennesker debatterer og argumenterer i timevis, fordi vi keder os. Ja, så kan vi jo ligeså godt flyve i flæsket på hinanden, hvorfor ikke?
Men det er bare ikke nok for hende. Der må være større end det. Det virker meningsløst at findes, uden at sætte aftryk på jorden og i hinanden.
Og således gik det til, at hun fortsatte med det meningsløse liv. Ingen mand, ingen børn. Hvorfor skulle man? Hun havde gennemskuet at det var, hvad man gjorde det til. Og nu når hun vidste, at det var sådan, hvorfor skulle man så starte en ny illusion op om, at "det kunne blive så godt"? Der lå bare mere arbejde og mere tidsfrarøvelse gemt bag det lyserøde fløjlspapir som de fleste ser, når de tænker på at skabe en familie.
"Men det er hvad man gør det til" sagde stemmen indeni.
Og nok netop derfor vidste hun, at hun netop ville ende der en dag. Med 8-til-16-arbejde, fast avisabonnement, dieselbil og "vi skal også snart få bestilt den ferie til Maldiverne, Gert!", altimens hun i hemmelighed drømmer om mere fritid og færre sokker der er smidt ved siden af vasketøjskurven.
Men lige nu, nød hun roen. Og lagde stille, hemmelige, anderledes planer for fremtiden. Det var jo det hun var bedst til; at drømme.