Jeg banker min kone. Det er helt normalt, dér hvor jeg kommer fra. Desuden gider min kone ikke en eller anden pladderhumanist, der ikke forstår at sætte en kvinde på plads.
   Jeg banker mest min kone, når hun kæfter op. Men faktisk banker jeg hende ikke så meget, som jeg gjorde engang. Det virker fint bare at holde hånden op. Jeg behøver ikke engang at knytte hånden længere.
   Dengang vi var yngre, smadrede jeg hende både gul og blå. Det kan jeg sgu godt få lidt dårlig samvittighed over i dag. Eller måske er jeg bare ved at blive en blødsøden gammel stodder.
   Den mindste, og sidste, er lige fløjet fra reden. Nu kommer hun med kaffen. Den smager af mandler.