På en overskyet dag som i dag føles afstanden mellem os endnu længere. På trods af at jeg aldrig rigtig har kendt dig, er du alligevel savnet.
Ligesom skyerne på himlen som kommer og forsvinder, lige præcist sådan er mit savn til dig, og for den sags skyld også vredden, skuffelsen, magtesløsheden, frustrationen og ikke mindst frygten for, hvem du har gjort mig til. Du efterlod os bare her, inden vi var parate eller forberedte.
Lige så længe som jeg kan huske, har jeg håbet og ønsket, at du skulle være lige her, eller forsvinder så langt væk at mine tanker ikke kunne nå dig.
Når skyerne forsvinder, er det som om, du er lige her. Jeg står ved din gravsten, og hælder en kold øl ud over din grav. Tænk jeg hælder øl ud. Jeg kigger mig omkring, for jeg kan mærke vredens smerte boble i mig, og så snart jeg er sikker på at ingen er i nærheden, skal du få den at føle.
Jeg sparker så hårdt på gravstenen, at mit fod brænder og smerten bevæger sig pinefuldt op af mit ben, jeg sparker igen og igen indtil jeg falder grædende sammen.
" Dit store dumme svin til en far, jeg savner dig" visker jeg udmattet.