Det hele virkede til at være en helt normal dag på arbejdet i Guldsmedegade, men det skulle denne grønlænder hurtigt få lavet om på.
Der var nemlig noget der fortalte mig, at vi havde at gøre med en yderst sulten og fattig grønlænder, som blot vil have sig lidt billigt røget laks fra Norge med hjem til gaden, eftersom han gentagende gange fik mumlet ordene "Mig suuuuuulten" og "haps haps haps hvor er der laks". Det er der naturligvis ingenting galt med, men her i Danmark har man som regel den politik, at alt fortæring skal registreres på den ene eller den anden måde, og her er det netop selve betalingen der kommer ind i billedet. Grønlænderen havde nemlig fundet sig noget laks, hvorefter han havde formået at "gemme" disse i hans åbne jakke med indvendige lommer.
Jeg kunne godt se hvad klokken havde slået, da han pludselig begyndte at gå ud mod indgangsmøllen. Jeg tog sagen i egen hånd og fulgte efter ham og pegede på de tre pakker laks, som var til at få øje på i den åbne jakke med indvendige lommer. Han benægtede kort, men da jeg så bad ham om at tømme sine lommer, så måtte han jo komme til en hurtig bekendelse...
Han havde jo glemt både dilddressingen og det hvide brød.