Han sad altid og kiggede på byen om aftenen, men den var væk, når han vågnede om morgenen.
Den mørkeblå himmel. Bygningerne med havnen og det store hav i baggrunden. Blinklys og signallys fra krydsene, som spejlede sig sløret i den våde asfalt, der gik fra grønt over i gult, og endte i rødt nogle minutter.
Sommerens flimrende varmedis.
Og dagen efter årets første rigtige efterårsstorm. Hele byen var blæst nøgen, og ikke engang træerne dækkede sig mere.
Når det sneede og byen blev hvid.
Hans øjne var røde.
De bristede først om aftenen, når han kom hjem. Han lod tårerne flyde i en lind strøm ud over det store firkantede træbord inde i soveværelset. På bordet dannede der sig et lille bylandskab af bygninger, veje, og mennesker. Selv en havn, et sort hav og en mørkeblå himmel, skabte sig selv af hans tårer.
Han slukkede lyset i værelset. Byen lignede noget, der kunne brase sammen hvert øjeblik det skulle være. Så han sad blot tavs i mørket, og betragtede byen uden at røre sig.
Når han vågnede i sin seng dagen derpå, var byen væk.