Det var en lørdag aften
på landet sandt at sige
at der ensomt i græsset grønt
lå en lille pige
Så fin, tynd og bleg
ganske uden frænder
den hvide kjole farvet
af blodet fra hendes hænder
En time før timen
hun af skarnet truet blev
hendes uskyld han huggede
i den lille krop han sled
Straks efter udådens værk
han og skyggerne de drog
til kroen for at prale
om det lille liv de tog
For retfærdighedens skyld
en vejrbidt ordene hørte
straks han sprang mod døren
og til arnestedet kørte
Her fandt han den pigelil kold
tog hende kærligt i hans favn
oh Kirsten lille Kirsten
thi han kendte pigens navn
Hvad skarnet mod dig gjorde
i denne aftenstund
skal hævnes med min ære
inden solen atter bliver rund
Han lagde pigens døde krop
ved kirkens store port
og drog igen mod kroen
for hævnen at få gjort
Den vejrbidte kæmpede bravt
så modigt og på rettens vej
men skarnet var hans overmand
og klare ham kunne han ej
I skyggernes skjul de ham slæbte
død til kirkeporten hen
så sig ej tilbage
gik blot muntert derfra igen
Bagerst i kirkegårdens skygge
hvor de fattiges stene står
to uanselige grave ligger glemt
thi ingen på dem ordende forstår
Her hviler den Kirsten pigelil
med en mand som ingen kendte
kun ved poetens pen og ord
ved vi hvad vitterlig hændte...