Dine kys sidder stadig på mine kinder
Dine hænders varme stadig i mine fingre
Mandag kl. fireogtyve
Fik Guldfasanen de to sidste gæster
Vi drak to øl, spyttede blækhuset fuld
Og forsvandt i dårskabens larmende silhuet
Dårskab er i aften selskab
Venskab og kærlighed i en ny uniformering
Måske en langsigtet opblomstring
En tilsigtet pause
Hvor tosomhed bliver ensomhed
Men jeg ved du aldrig er længere væk end vi aftalte
Aldrig kan du smeltes til glemsel i en vinternat
Vi rykker fra det første bord
Der stinker af pis
Gæsterne er venlige, højlydte og indbydende i deres simpelhed
Lokalet er fyldt med røg fra ti rygeres tunge, men kærlige åndedrag
Jukeboksen spiller uforståeligt, men patriotisk med
På bordet overfor spiller de terningspil
Dine sætninger drukner i larmen fra et jublende vinderslag
Men hvad gør det? Når dine læbers sensuelle smukke bevægelser beroliger mig
Fortæller mig uden lyd, at vi er her, lige nu
Du fryser, din gåsehud er smuk, jeg rækker dig trøjen jeg engang gav dig
Vi stinker af røg, men dufter af øjeblikket, øjeblikkets fortællinger i svøb, i en stank af røg
Jeg ville ønske at min øl aldrig tømtes, at du ikke altid drak hurtigere end mig
I aften befinder vi os på den lodrettet væg som vi elsker at bestige
Vores læber savner hinandens kys, hinandens smag og taknemmelighed
Jeg kom godt hjem
Men jeg lover dig, jeg tager aldrig en taxa til Guldfasanen igen