Jeg fandt mig selv, i den del, af den del, som aldrig havde nogen betydning
for den udvikling som aldrig skete.
Jeg så mig selv blive pryglet med en kæp,
plukket fra barndommens klatretræ, hvor vi første gang mødtes.
Hvor vi første gang udvekslede de ord, som vi ikke fattede betydningen af,
og som vi ikke husker den dag i dag.
I min drømme forstår jeg det hele. Vi skal til de vigtigste steder.
Der hvor de trækker natten op som en spilledåse, og lader os danse til ensom musik.
Vi vurderer ikke mængden af dumheder og alkohol,
men ryger os skæve, lytter til lyden af blå Hawaii og falder i søen.
I søen elsker du mig stadig, ligesom du gjorde de nætter på Nørre Farimagsgade.
De nætter hvor Ørsteds ølbar udgjorde den betændelse, som senere blev min død.
Men i aften ved jeg med sikkerhed, at vi stille drukner sammen til lyden af uforfalsket symmetri