Becks "Wave" sender mig i den trance jeg sådan har savnet.
Jeg nyder det romantiske i den have, som før har flået mig fra hinanden - og sendt mig direkte i armene på din tvivls kvalmende isolation. Den tvivl der har drevet ned af mine vægge, som en muggen substans i det mørke, jeg aldrig selv forudså, eller mørklagde med de persienner der hang her i forvejen. Hang som en trist illustration på en glemsel, i det lille værelse som jeg flyttede ind i d. 30 november - 22 dage efter du forlod mig.
Men her i haven har solen aldrig bagt mere behageligt end netop nu.
Det er ikke en gang en skam at du ikke er her, det havde ikke ændret noget, andet end mindre plads på min bænk.
Jeg har længe følt mig som en abstrakt silhuet, men lige præcis i dag udfylder jeg min plads i haven, nærmest til perfektion.
Jeg tror aldrig rigtig jeg fik sag farvel til hvem jeg blev, den jeg blev, da jeg hjalp dig med at pakke - og afgav min tro på mig selv, vores lejlighed, nogle dvd film og dit ligesind.
Ja, jeg forstår stadig ikke hvad den 8. November betød. Men den 22. April kyssede jeg igen havens blomstrende skønhed.
Da jeg gemte mit ansigt i hendes hænder, glemte jeg dit navn for en stund. Det var et kys isoleret i en forsigtig glæde