Mørket omslugte ham, som en kappe af den ondskab, han i tidens løb havde givet sit liv for at bekæmpe. Han var sendebuddet, løgneren og tyven. De tre ting kombineret til den person som intet navn havde, men som alligevel havde fået verdenskrogene til at hviske et ord. Vandringsmanden.
   Folk havde i tidernes løb hørt dette ord i forskellige udgaver, messias, frelseren, den kommende og hvad verden vil give lysets bære. Der var dog endnu ingen der havde hørt det sande ord. Dog gik der et eventyrsagn blandt børn. - Den som kommer, han vil ikke komme med lyset som følgesvend. Mørket vil være hans fjende, men han er slagmarken - Det sagn, som gennem tidernes løb har ændret tidernes gang. Leget med menneskers sind, og fået dem til at ofre sig i troens erkendelse. Men ingen eller intet vil kunne stoppe Det. Det som var på vej mod menneskehedens verden. Det, som kunne stoppe alt tankegang ved blot at blinke. Det, som end ikke Vandringsmanden kunne stoppe.
   Nu stod hans hylster blot på dette fortabte sted. Men hans ånd ville leve videre mellem menneskene. Det var hans aftale med Den. Den som lover.