Ensomhed - poesiens helende sår minder mig om et liv, jeg aldrig får
Eftertænksomhed - sex, druk og telefonsamtaler er som at knipse med fingrene
For dem der kan, for dem der ikke tænker over, hvor let det er, hvor heldige de er
For mig, Sebastian, svævende mellem normal og unormal er knipseriet ikke så basalt.

Jeg kender livet med fodbold, fredagscafe og første kærlighed som en del af mig
Jeg kender livet med kørestol, talebesvær og elevatorblikke som en del af mig
Jeg siger, problemet egentlig ikke udenom mig, men indeni mig
Du siger, du forstår frustrationen, håbet og hadet til magtløsheden

Drømme er der mange af. Drømme om håndboldkarriere, elevråd og arbejde på Daisy
Men I smiler. I trøster. I vil aldrig nævne den implicitte barriere. Tabuet lever videre. I stilhedens larm.
I lapper. Plaster på såret. Handicappladser. Fribiletter. Goder. Dispensationer. Det fede liv.
Vi klager. Lighed. Diskrimination. Frihed. Selvbestemmelse. Retten til de andres liv. Det fede liv.
Hvad vil vi? Blæse og have mel i munden? Have noget fra fredagscafeen, men være fri for elevatorblikke?
Lyder rimeligt. Men så må vi vælge identitet. Dem som de andre. Eller dem for os selv. Ingen middelvej.

Mareridt er der mange af. Mareridt om institutionsadresse, TV og nyttejob.
Os der drømmer om at vågne op fra mareridtet. Os der gyser over vores egne stemmer.
Os der som barn ikke ville kendes ved den i spejlet, os der uomtvisteligt har overvejet det enkle knips med et loftopbundet slips
Jer der generaliserer alle som os som Morten og Peter. Jer der aer os i håret og smiler. Jer der kun af medlidenhed og samvittighed taler til os. Jer der afviger og undgår os. I er mere handicappede end os.

Jeg har 1000 ønsker. Ting jeg gerne vil. Vinde i sækkeløb, højdespring, armbøjninger. Være med til telefonfis, hurtigspisning, moon walk. Lege flyvemaskine og køre sæbekasseræs med mit barn. Ting man tager for givet. Ting jeg for længst har opgivet. Og det er okay. Det er ikke mig der får dårlig ryg. Men mit fysiske handicap har påført psykiske mén. Som I som publikum har bragt til scene. Ikke bare jeres tabu, generalisering eller falske omsorg. Men også jeres godtroende hjælp til mig og min mission om at misagte og forkaste den utvivlsomme mest synlige del af mig. For at tage hensyn, for at skåne, for at lade som ingenting.

Fri mig for jeres hungren efter at sætte i bås, mainstreambehovet for at hænge ud med dem der ligner os på en prik, og elevatorblikkene der tilfører jer en ampul af selvtillid og en følelse af, at I selv er gode nok. Fri mig for universets mål om at gøre mennesket perfekt. Reality-tv, den perfekte krop, nakkefoldsscanninger, den særligt udvalgte sæddonor. Vi afskyr WW2 - men har vi taget nogle af idealerne med os?