Dengang du skred
skød du med spredhagl
fra en flot iscenesat position
der var ikke blod
hjerteblod
men krudtslam
på dine ord
ord på ord på ord
stablet oven på hinanden
efter lang tids
forberedelse
indøvet
ansigtsmimik
lagt i knivskarpe folder
blikket slået ned
tømning af magasinet
flommefede
banaliteter
stilheden derefter
ingen ende
ingen begyndelse
ingenting
flugten
ind i en osteklokke
fyldte den med røg
utallige tændte smøger
gnist på gnist
det eneste lys
den aften
i den kulsorte lange nat
chokket
der borede sig ind
i bevidstheden
lukkede alt ned
nedsmeltning
efterlod mig
i en dvaleligende tilstand
øjeæbler der ikke kunne græde
før den næste dag
alle de
efterfølgende
dage
og en af alle disse dage
trillede de som udtørrede ærter
ud på køkkengulvet
hvor jeg krampagtigt lå
med armene om mig selv
bange for det kviksand
der trak og drak
det sidste håb
Bøh !!!
du tåbelige spøgelse
tag dit lagen på nakken
skrid langt væk
med dine tomme øjne
dit fattige ordforråd
kan du ikke fatte
jeg er ved at grave
det sidste projektil
ud af navlen
uden at tude
år efter
at floden løb af med mig
en kiste fuld af sorgrester og vemodige klip
sætter mit stålsatte sind på prøve
og får hænderne
over tastaturets hvide knapper
til at ryste
ynkelige klynk og ægte tårer
bliver til en nydelig suppe på skrivebordet
jeg antager ny skikkelse
forvandles til en dramaqueen
masochistisk ripper jeg op i gamle sår
og bløder som et svin
hængt op på
sylespidse kroge.